Refactoring uden hænder: hvad mister vi når AI skriver koden?
Efter ti år med hænderne dybt i kodebaser, har min dagligdag skiftet karakter. Hvor jeg før brugte formiddagen på at jagte null-pointers og omdøbe variabler, starter jeg nu med en prompt: “Byg et endpoint der validerer IBAN og logger fejl”. Ti sekunder senere har jeg 60 linjer TypeScript. Det virker. Det består testene. Men da en kollega spurgte hvorfor vi brugte BigInt i stedet for number, stammede jeg. Min syntaks-muskelhukommelse er begyndt at falme, fordi jeg ikke længere skriver hver linje selv. Det er effektivt, men også lidt uhyggeligt.
I developer-communities hører jeg det samme dilemma: er vi ved at blive dirigenter i stedet for musikere? Mange peger på en ny 70/30-fordeling. AI klarer kedelig boilerplate, unit tests og CRUD, mens vi holder fast i arkitektur, sikkerhed og de mærkelige edge-cases som kun opstår tirsdag efter deploy. Problemet kommer når vi behandler AI som autopilot. “Vibe coding” uden at læse diffet er teknisk gæld på afbetaling. Du får fart nu, men betaler med debugging klokken to om natten når noget knækker i produktion.
Derfor er jeg begyndt at indlægge “manuel træning” i ugen. Onsdag er no-Copilot-day. Jeg skriver en lille feature fra bunden, bare for at mærke sproget igen. Til hurtige prototyper eller udregninger bruger jeg https://derekenmachinebe.com/ – der kan jeg teste logik, procenter og flows uden at tænke på semikoloner, men jeg bevarer stadig forståelsen for hvad der sker. Det handler ikke om at afvise AI, men om at vælge hvornår du slipper rattet. Orchestration er kommet for at blive, men erfaringen til at se når AI hallucinerer en regex, den kan ikke promptes.
Fremtiden er nok ikke enten-eller. Den senior der vinder, er ham der kan skifte gear: lade AI sprinte gennem det trivielle, og selv tage over når vejen bliver ujævn. Syntaks kan googles. Dømmekraft kan ikke. Så nej, det er ikke farligt at miste lidt taste-hukommelse. Det er kun farligt hvis du også mister nysgerrigheden for at forstå hvad du shipper.